Du går rundt i en farverig verden med alverdens forskellige væsener. Du er omgivet af smukke vandfald, og solen skinner klarere end nogensinde. Alt dette kan være virkelighed samtidig med, at du sidder derhjemme i din sofa. Virtual reality giver dig muligheden for at leve dig ind i en anden verden. Dette kan være gennem spil, men det kan også være for at se film eller koncerter. Alt dette er muligt ved hjælp af virtual reality teknologien. Denne banebrydende teknologi vil blive forklaret i det næste afsnit.
Teknologi og udvikling af virtual reality
Virtual reality teknologien er også kendt som VR. Teknologien fungerer på en måde ligesom de 3D-effekter, som vi kender fra biografen. Virtual reality skaber, ved hjælp af computerteknologi, en simuleret verden. Brugeren bliver placeret midt i denne verden. Dette sker ved at teknologien aktiverer flere sanser som for eksempel syn, føle, høre og endda lugtesansen. Denne simulerede verden følger brugerens bevægelser, så hvis brugeren drejer hovedet, så vil man også dreje hovedet i den virtuelle verden. Det mest brugte redskab til virtual reality er, det man kalder et HMD. HMD står for ’head-mounted display’ og ligner et par briller. Disse briller kan for eksempels sættes til en smartphone, og derved kommer den simulerede verden til virkelighed.
Der er ingen grænser for virtual reality
Det er kun udviklernes fantasi, som sætter grænser for den fremtidige udvikling af virtual reality. Et af de mange spændende aspekter ved virtual reality er brugen af det i undervisningen. Det er nemlig bevidst at virtual reality teknologien kan forøge indlæringsevnen hos elever. Forestil dig, at du skulle undervises i et emne som naturfænomener. Ville det være mest givende at læse og høre om det, eller ville det være en fordel at kunne se og opleve disse fænomener? Virtual Reality kan altså være med til at gøre læringen sjovere og mere interessant, og derved vil elevernes indlæring stige. Virtual reality teknologien forøger ikke bare indlæringsevnen hos de tilstedeværende elever, teknologien kan også assistere elever, som ikke kan være til stede. Børn med kroniske sygdomme kan ofte have problemer med at være til stede til undervisningen, men dette kan virtual reality være løsningen på. Dermed kan syge elever stadig følge med i undervisningen og undgå at falde bagud i sygdomsperioden. Virtual reality bliver også brugt til at træne militæret. Dette kan for eksempel være for at simulere faldskærmsudspring eller for at gøre øvelser mere virkelige. Teknologien kan også bruges i mange andre professioner. Virtual reality er en kæmpe fordel for folk i byggebranchen, men også for ejendomsmæglere. Normalvis når man vil opføre et stort byggeri, så vil man bygge en model først. Denne model kan nu blot bygges i en simuleret verden, derved kan mæglere, købere og håndværkere få den fulde oplevelse af resultatet, selvom det endnu ikke er opført. Som sagt, så er det kun fantasien, som sætter grænser, og derved skal virtual reality nok blive ved med at revolutionere måden, hvorpå vi lever.